Beskrivelse
Familien Schmitt fremtryller noget af det mest autentiske, præcise, saftige og drikkevenlige vin som bakkerne vest for Strassbourg kan kaste af sig.
De fleste ældre vinbøger hævder, at denne del af Alsace ligger for langt nordpå, og er alt for ubeskyttet til at kunne skabe fuldt modne druer og vine. Men det er forældet snak – faktisk kommer en række af de nye, unge og mest interessante producenter fra dette hjørne.
I Domaine Schmitts tilfælde er der tale om en af de lokalt mest efterspurgte producenter, der sælger næsten hele sin produktion til de bedste restauranter i Alsace.
Vingårdens 7,2 hektar kommer fra to marker: Grand Cru Altenberg og Glintzberg (der ligger som forlængelsen af Altenberg, men uden Grand Cru-status). Der er flere Altenberg-marker i Alsace, og Altenberg de Bergbieten er den nordligst beliggende og mindst kendte. Alle vine er spontangærede, og ligger ca. 9 måneder sur lie på traditionelle store fade.